Markering af schweiss v.h.a. klikkertræning.

Skrevet den 19-12-2016 21:12:12 af Michael Ramlau

Kære medlemmer.

I Schweisshunden 2016 skrev Anne Egede en fin vejledning til, hvordan man kan lære sin hund at markere for schweiss. Anne skrev at alle hunde, uanset alder, kan lære disciplinen, så jeg satte mig for at sommerferien blandt andet skulle bruges til dette. 

At lære hunden hvad et klik betyder gik meget nemt. Klik og godbid er ikke noget problem for en madglad hund. At hunden kommer stormende lige så snart den hører klikket, betyder vel at den har fattet melodien.

Jeg fik fremstillet 6 træklodser, hvori der kan stå et snapsebæger af de gængse i plastik. Jeg startede indendøre, og fik også ret hurtigt  klikket hunden hen til et bæger med lidt schweiss i. Så stillede jeg op på linie, og så rykkede jeg udendørs, hvor det langsomt begyndte at blive en smule trivielt for hunden; sådan så det ihevrtfald ud, men det gik. Så linede jeg to bægre op, så tre, så fire og så fremdeles indtil hele rækken stod der. Motivationen fald stille og roligt hen ad vejen, også selv om jeg fandt de lækreste godbidder frem. Pølse, ost, kylling, og hvad gourmetkøkkenet ellers kunne levere. Men lige meget hjalp det. Den ene gang gik hun hen og markerede den rigtige, andre gange satte hun sig bare ned og kiggede på mig.

Derfor vil jeg gerne høre fra jer medlemmer: Hvor mange har kastet sig i lag med træningen efter Annes anvisninger, og hvordan gik det ?

Send dit indlæg til bloggen her, og lad os få lidt dialog igang.

 


Vurdering:

 
Tilføjet i kategorierne: Diverse



Hvorfor er det somme tider så svært.

Skrevet den 20-12-2014 10:54:40 af Michael Ramlau

 

Fært bæres af fugt og fordampning. Så længe der sker en fordampning fra en færtkilde, er der også en fært som hunden kan reagere på. Duftmolekylerne skal bæres af luften –vinden- væk fra kilden ind i hundens næse. Men hvad er det så, der sommetider gør det så svært for hunden, og hvad er det der sker, når man tror det skal blive en svær opgave, og så går hunden lige ud til dyret.

Lad mig give to eksempler:

Et rådyr bliver skudt lidt bagligt med bue og pil sidst på eftermiddagen. Af forskellige årsager kan eftersøgningen først gennemføres næste dag om morgenen. Det blæser godt hele natten, og om  morgenen står bilens termometer på bare 3 gr. C. Altså skulle man tro, at det hele er tørret godt ud, og med så lav en temperatur, at der ikke rigtigt er nogen afdampning. Indgangshullet er lidt overdrevet sagt, stort set ”ikke eksisterende” og i udgangshullet sidder en tarmprop. Ingen synlige tegn på anskydning; ingen synlig schweiss i sporet. Alligevel går hunden sporfast og unden tøven ca. 150 meter ud til dyret, 17 timer efter anskydningen. Selvfølgelig har der været tab fra dyret som hunden kunne detektere og følge. Men hvor meget og i hvilken koncentration er ikke til at sige. Man skulle jo mene at med den kolde vind, der blæste hele natten og om morgenen for den sags skyld også, at det hele ville være tørret ud.

Et rådyr bliver påskudt med hagl på forreste del af kroppen. Dyret vælter, og umiddelbart efter sidder der en hund i det. En hund mere kommer til, og den første hund slipper sit tag. Dyret springer op og forsøger at stikke af. Den første hund løber efter dyret, får det væltet og holder fast. Hund nummer to kommer til igen, og det samme sker een gang til. Den første hund slipper igen, og denne gang lykkes det dyret at komme væk. Skytten kan se, at det ene forløb dingler.

Nu skulle man tro at sporingen ville være en let opgave for hunden, som bliver sat på ca. to timer efter anskydningen. Dyret er ramt, og efter at have været nede to gange med to hunde over sig, må det også være temmeligt stresset, og dermed afsætte yderligere fært.  Sporingen går uden problemer indtil stedet hvor dyret slipper væk, hvilket er lige foran en tykning. Her hopper hunden på afledning. Den bliver korrigeret, går ind i tykningen, men trækker mod afledningen igen. Efter at have bøvlet rundt i en rum tid, bliver en ny hund sat på opgaven. Den sporer gennem tykningen, og på den anden side bliver vi bekræftet i rigtigheden ved at finde to små dråber schweiss. Ude mellem høje bøge taber hunden imidlertid sporet. Efter tre omstarter, ringer jeg efter hjælp. Kollegaens hund sporer gennem tykningen, men ikke oven i det spor jeg var gået, og havde fået bekræftet ved hjælp af schweiss. Ude i de høje bøge går vi i en ny retning og stopper. Næste dag bliver der fundet et halvt spist dyr inde ved naboen.

Hvorfor er det, at en opgave med formodede svære odds ikke byder på nogen vanskeligheder, og opgaver der burde være ”piece of cake” bliver til en uløselig opgave ?

Måske skulle man undersøge luftfugtigheden de pågældende dage.

Kom med dine kommentarer og synspunkter, eller fortæl om dine oplevelser. Det kunne måske tegne sig et mønster.


Vurdering:

 
Tilføjet i kategorierne: Spor under vanskelige forhold



Den ultimative schweisshund

Skrevet den 18-10-2014 09:42:14 af Michael Ramlau

På årets sommerarrangement i foreningen, var et af temaerne ”Hvor er dit niveau kontra højeste niveau for en registreret Schweisshund - Har du ``kun``råvildteftersøgninger opnår du aldrig højeste niveau.” En ret så provokerende udtalelse, der nok kan falde en del schweisshundeførere for brystet.

Oplægget kom fra Carsten Batzlaff, og selve præsentationen om hvad der ligger bag overskriften, var ganske interessant at lytte til. Carsten havde stillet de tre kriterier op, en eftersøgning kan indeholde: Sporarbejdet i rem, Hetzen og Stillen af dyret; og herefter kigget på hvorledes disse optræder i forhold til de mest hyppige vildtarter, vi eftersøger.

Første kriterie er selve sporarbejdet. Hvor langt skal der i gennemsnit spores, før man får kontakt med det sårede dyr? Her er udgangspunktet, at dyret ikke kun har fået et strejfskud, men er såret så meget, at det går i sårleje. Carsten gjorde udtrykkeligt opmærksom på, at der selvfølgeligt findes kortere strækninger, såvel som forhold der gør sporarbejdet væsentligt længere.

Næste fase er Hetzen. Det sårede dyr rejser sig fra sårlejet og flygter. Hvor langt skal hunden hetze, før den effektivt får stoppet dyret? Igen er der kortere strækninger, så vel som længere. Der vil altid være forhold, som gør, at afstanden kan blive kortere såvel som længere, - men igen set som et gennemsnit.

Sidste fase er den tid, hvor hunden effektivt har stoppet og fastlåst dyret til samme position, indtil hundeføreren kommer frem til dyret, og får det affanget. Denne tid er naturligvis afhængig af afstanden, hunden hetzede dyret, og hvorledes terænets beskaffenhed er.          - Bakker eller flad mark.

 

Planchen illustrerer de tre elementer, en eftersøgning kan bestå af. Til venstre ses eksempler på typer af skud, som træffer dyret, og som får det til at flygte, for på et tidspunkt at gå i sårleje. Som det ses, bliver afstande og tider længere jo større vildtarten bliver. Med andre ord, ved kronvildt er spordelen længere, hetzen er længere, og fordi hetzen er længere, bliver tiden, hvor man med rette kan forvente at hunden skal stille dyret også længere, idet det må formodes at tage længere tid for hundeføreren at komme frem, jo længere hetzen er!

Yders til højre er illustreret, havd man derfor med rette kan forvente, at den ultimative schweisshund skal kunne præstere i forhold til eftersøgning af de store vildtarter.

Egentligt er der ikke noget hokus-pokus bag den provokerende overskrift, men snarere en betragtning, der bygger på praktisk erfaring.

I årets udgave af Schweisshunden kan du læse en artikel fra det tyske fagblad Wild und Hund, der beskriver et batchelorstudie, som Simon Mades har lavet baseret på en række eftersøgninger, ca 1500, gennemført af 12 erfarne tyske schweisshundeførere. Denne rapport kommer frem til samme konklusion, at de store vildtarter kræver mere af hunden med hensyn til længde og tid. Du kan læse hele studiet på siderne 47-53, hvor også både jagtform, anskydningstype og hundens hetzen med lyd eller ikke, indgår i studierne.

Med disse fakta i bevidstheden kan man tænke lidt over egen træning. Hvor ofte lægger man spor på 5-6 kilometers længde efterfulgt af en hetz på yderligere et par kilometer. Nej vel! Men ønsker man at hunden skal kunne klare det ultimative, er der nok ikke nogen anden vej. 


Vurdering:

 
Tilføjet i kategorierne: Lange spor



Rudelspor

Skrevet den 18-08-2014 21:49:21 af Michael Ramlau

I mange egne af landet starter jagten på de store hjortearter d. 1. september. Alt andet lige vil det også betyde, at der kommer eftersøgninger på disse dyr. Da de store hjortearter har det med at følges i flok, kunne et af emnerne her på bloggen være ”træning på rudelspor”.

I 2012 lavede vi nogle rudelspor i forbindelse med foreningens seminar i Nymindegab. Vi efterlignede tænkte situationer, hvor et dyr i en flok var blevet beskudt og derefter flygtet med flokken, for på et tidspunkt at skille sig ud fra rudlen og fortsætte alene. Emnet var ikke rudler eller de store hjortearter, men derimod ”fastholdelse af individfært”. Da vi lagde sporene, var vi lige så mange sporlæggere, som vi synes, der skulle være dyr i flokken, og dermed også klove fra lige så mange forskellige individer. Et af sporene havde fået tilført schweiss, og simulerede derved et skadet dyr, som hunden efterfølgende skulle følge.  

 

Men hvordan lægger man rudelspor, når man nu er alene om det ?

En kendt måde er, at man finder et sted i terrænet, hvor for eksempel to veje støder sammen eller krydser hinanden. Så starter man på den ene vej, og skærer hjørnet af over til den anden vej lige så mange gange, man ønsker at simulere dyr i flokken, for så til sidst at påføre blod til klovene,- gå oven i de allerede langte spor, og derefter skille sig ud og fortsætte med sit spor, mere eller mindre som man plejer. Det ideelle er naturligvis at man lægger de spor, der simulerer friske dyr, med lige så mange forskellige sæt klove, som man ønsker, der skal være dyr i flokken. Det er nok de færreste, der har adgang til så mange sæt, eller have et så stort forråd i dybfryseren, så hvad gør man så ? Her i ferien prøvede jeg en anden teknik: Jeg skar et hjørne af 6 gange = 6 friske dyr i flokken, med det samme sæt klove. Jeg tog færtskoene på, på samme side af vejen som sporene lå på, og tog dem af igen hver gang jeg nåede over til den krydsende vej. Sporene lå hulter til bulter og på kryds og tværs af hinanden for at simulere uro i flokken og panik for at komme væk. Herefter startede jeg på modsatte side af vejen (i forhold til sporene) med et spor, hvor det, der sad i færtskoene ikke var klove, men benpiberne fra et andet sæt klove, (benpiber der havde fået kloven savet af) således at det var snitfladerne, der vendte nedad og gav færten i jorden istedet for klove, som normalt. Denne teknik anvender vi også ved sporlægning på Eliteschweissprøven, hvor den ene klov er vendt om i færtskoen, så snitfladen vender nedad. Det ”skadede” dyrs spor gik herefter imellem de allerede lagte spor, for på et tidspunkt at skille sig ud fra flokken og væk fra området. For god ordens skyld skal det nævnes, at jeg lavede to gange rudelspor.  

Næste dag prøvede jeg at lade mine hunde løse opgaven. Jeg er i øjeblikket i den situation, at jeg har to aktive hunde. En gammel og erfaren hund, og en ung hund, som lige er startet i registeret. Jeg lod den unge hund starte på første rudel, ved at lade den gå forrest i den lange line, og søge hen ad vejen uden min indblanding, og så bare se, hvordan den reagerede ved mødet med sporene. Hun ramte det ”skadede dyr” midt på vejen, gik bagspor hen til stedet hvor jeg havde taget færtskoene på, undersøgte stedet og vendte herefter om og fulgte sporet uden at lade sig distrahere af de andre spor fra ”de sunde dyr”. Dette mønster gentog sig ved udredning af nummer to opgave.

Den erfarne hund greb opgaven en smule anderledes an. Hun undersøgte først det spor hun stødte ind i som det første spor, fik herefter fat i det skadede dyrs spor, fulgte det over ca. 10 meter, hvorefter et spor af et sundt dyr blev check’et, for så igen at vende tilbage til det skadede dyrs spor , igen check’e et sundt dyrs spor, og igen tilbage til det skadede dyrs spor for at følge det ud af rudlen, og frem til skindet. 

To forskellige måder at løse opgaven på: Den unge hund havde ingen interesse i at få styr på, hvad der var foregået i området, -at læse avisen, om jeg så må sige; hun var kun optaget af den skadede fært og i at følge den, hvorimod den erfarne var interesseret i at få et overblik over situationen, og først herefter bide sig fast i det skadede dyrs spor, for at følge det. Begge hunde var kommet ind i området på samme måde, og ved andet forsøg, ramte begge hunde ”ikke skadet dyr” som det første spor.

 

Og  så var det, jeg fik en ny ide.

 

Som før har jeg været på stranden for at lægge spor, fordi det er så nemt at se aftrykkene i sandet, og dermed også at se, hvor hunden sætter sin næse. Denne gang gik ideen ud på at lave et rudelspor, udformet som en cirkel med ca. 25-30 meter i diameter, ved at gå rundt i cirklen 8-10 gange, så der ligger et langt spor hulter til bulter oven  i hinanden trampet med de samme klove. Herefter skiftede jeg til benstumperne, og startede midt i virvaret af de trampede spor ved at følge med rundt på den halve cirkel, og herefter forlade cirklen og fortætte væk som et almindeligt spor.  Den første gang startede jeg med at lægge klovsporene og derefter, oveni, sporet fra det skadede dyr. Anden gang startede jeg med at lægge sporet med benstumperne rundt i en cirkel og så fortsætte ud af cirklen og væk fra området. Herefter skiftede jeg til klovene, og gik igen 8-10 gange rundt på cirklen og lagde spor fra friske (friskt) dyr oven i det skadede.

Forskellen på de to spor var, at første gang var det et skadet spor oven i frikse spor; anden gang var det friske spor oven i det skadede.

Næste morgen blev hunden sendt frem mod første cirkel, som den ramte næsten vinkelret i forhold til sporene. Uden tøven gik hun med sporene rundt og forlod cirklen der, hvor jeg var gået fra med benstumperne. Hunden havde åbenbart fornemmet, at der var forskellige spor, og at det ene skilte sig ud fra de øvrige.

I andet forsøg blev hunden igen sendt frem mod cirklen, som hun ramte en smule skråt og spidst i forhold til omløbsretningen. I dette tilfælde kunne man erkende, at hunden checkede forskellige aftryk mens den langsomt bevægede sig frem i omløbsretningen. Igen forlod hunden cirklen på det sted, hvor jeg var gået fra med benstumperne. Altså igen ingen tvivl hos hunden, at der var tale om to forskellige typer spor, hvoraf det ene simulerede et skadet dyr.

Fælles for alle fire forsøg var, at der ikke blev anvendt blod overhovedet. Eneste forskel var ét sæt tørre klove op mod ét sæt benpiber, hvor det var brudfladen, der afgav fært til underlaget.

 

Måske lidt svært at se, men aftrykket er fra benstumpen.


Vurdering:

 
Tilføjet i kategorierne: Rudelspor



Fortsættelse af forsøgene på T-spor.

Skrevet den 12-08-2013 22:31:02 af Michael Ramlau

 

Som lovet i sidste indlæg om at teste hundens evne til at skelne højre benpar fra venstre, har jeg her i weekenden lavet forsøget.

Ud af 9 forsøg valgte hunden rigtigt 8 gange.  Ved sidste forsøg tænkte jeg, at nu ville jeg ”snyde” hende, så der hvor jeg normalt ville knække til venstre med det venstre spor, knækkede jeg i stedet til højre, og det højre sporforløb knækkede jeg til venstre. Det betød at sporene krydsede hinanden i knækket, der hvor bjælken i T’et dannes.  Hunden hoppede næsten på limpinden, for som tidligere skrevet slår jeg plat og krone om, hvilket ben hunden først skal udrede. I dette tilfælde blev det plat = venstre spor, og hunden knækkede da også rutinemæssigt til venstre. Efter ca 4-5 meter opdagede hun imidlertid fejlen, vendte resolut om og begyndte at lede efter, hvor færten var forsvundet hen, og kom derved ud af den rigtige afgrening.

Konklusionen er endnu engang: Hunden kan uden problemer optage en fært og genfinde den i forbindelse med et spor. Det har intet at gøre med om det er forløb eller bagløb; om det er venstre eller højre benpar. Hunden optager en fært, husker den og finder et match. Hvad den præcist hæfter sig ved, skal jeg ikke kunne sige. Der må være små nuancer på de fire løb, som hunden mærker sig og genfinder, uagtet at de stammer fra det samme dyr. Når først den har forstået opgaven, kan man sansynligvis præsentere den for hvad som helst, og den vil kunne følge en fært lavet ved hjælp af det materiale, den blev præsenteret for.

Hvis der er nogen, som har en god ide til, hvorledes jeg kan fortsætte disse forsøg, hører jeg gerne om det. Jeg har ikke tænkt mig at lave forsøgene med en anden vildtart, for jeg tror ikke, det vil bringe yderligere til det allerede opnåede. 


Vurdering:

 
Tilføjet i kategorierne: Sportræning og –prøver



ID sporing på T-spor

Skrevet den 06-08-2013 22:59:34 af Michael Ramlau

Erkendelsen af at jo mere man finder ud af, jo mere opdager man, hvor lidt man i grunden ved, må jeg også sande. I løbet af sommerferien har jeg eksperimenteret videre med T-sporene, og med at præsentere hunden for en smeller, hvor den herefter skal finde et match.  Under forløbet har jeg et par gange tænkt ”Gad vide om hunden kan ….” og herefter ”mon den så også kan …” men det skal jeg komme tilbage til.

Forsøget er opbygget ved at jeg lægger to spor lige op og ned af hinanden, samme startsted, og efter ca. 20 – 30 meter knækker vinkelret til henholdsvis højre og venstre. Da jeg i sin tid startede, lagde jeg det ene spor med klove fra én vildtart, og det andet spor med klove fra en anden vildtart. Klovene hvormed de to spor bliver lagt, bliver tørret af med en steril klud, som kan købes på apoteket, og det er denne klud, der bliver brugt som smeller. For at der ikke skal gå rutine i sagen, slår jeg plat og krone om, hvilken smeller hunden skal præsenteres for først.

Klove fra forskellige vildtarter:

Ud af 24 forsøg valgte hunden det rigtige spor 20 gange, hvilket giver en succesrate på 83,3 %. F or mig betyder det, at hunden kan kende forskel på forskellige vildtarter, uanset hvilken vildtart den blev præsenteret for. Jeg brugte klove fra vildsvin, rådyr, krondyr og dåvildt. Resultatet kom sådan set ikke bag på mig. Det modsatte ville nok ha’ været en stor overraskelse, og så kunne det da godt være, jeg skulle overveje at sælge hund og udstyr, og finde på noget andet at få fritiden til at gå med. Grunden til de 4 fejl skal nok henføres til at hunden lige skal lære, hvad øvelsen går ud på. Vælger du rigtig er der belønning; vælger du forkert er det bare ØV. (Ingen belønning.)

Klove fra samme vildtart.

Her i sommerferien er jeg så kommet videre, idet jeg lavede forsøget udelukkende med råvildtklove.

Ud af 18 forsøg, valgte hunden rigtigt 17 gange, hvilket beviser, at hunden også kan kende forskel på forskellige individer inden for samme vildtart. (Den ene gang hunden gik forkert skyldes manglende koncentration. Hun havde for travlt med at komme ud til belønningen.) Dette resultat kom heller ikke bag på mig, for jeg var naturligvis sikker på, at hunden kan kende forskel på forskellige individer inden for samme vildtart, al den stund at vi har fået påvist, at forskellige individer inden for samme vildtart har forskellig fært. Men så kom det: Gad vide om den også kan kende forskel på forløb og bagløb, og ja, det kan den. Ud af 10 forsøg valgte hunden rigtigt alle 10 gange, så nu vil jeg prøve: Mon den så også kan kende forskel  på højre - venstre benpar. Altså venstre forløb-bagløb, mod højre forløb-bagløb.  Uden at kende resultatet er jeg sikker på, at det heller ikke volder nogen problemer. Jeg er sikker på, at hunden lynhurtigt danner sig et indtryk af det færtbillede, der hænger ved den sterile klud, og når den så kommer hen til sporstart, danner den sig et overblik over det færtbillede, der i øvrigt er på stedet. Det vil sige, det spor den skal følge, det spor der ligger lige ved siden af, og den fært, der i øvrigt er i- og på underlaget. Somme tider snusede hunden indtrængende til kluden, somme tider var det i et splitsekund, som om den allerede kendte færten.

 

Ser man godt efter, kan man se, at der allerede ligger et spor til venstre for mig.

 

Hunden regner hurtigt systemet ud.

Under forsøgene har jeg kunnet konstatere, at hunden ret hurtigt regner systemet ud. Den har fuldstændig styr på, at der ligger to forskellige spor ved siden af hinanden, eller endda oven i hinanden. Den har også fuldstændig styr på, hvad der ligger til højre, og hvad der ligger til venstre.  Hvis den skal følge det venstre spor, har den styr på, at der ligger et andet spor til højre herfor, eller omvendt; for den begyndte at skære hjørner af, for at komme ud til klovene, der lå for enden, og den belønning der fulgte.  Det kan være, jeg skal prøve at snyde hunden ved at lade det venstre spor knække til højere, og det højre knække til venstre, så de to spor krydser hinanden i knækket; men det regner den sikkert også hurtigt ud.

 

 

Går hunden det rigtige spor, er der belønning ude ved klovene.

 

Og hvad så nu ?

Når alt dette er sagt og gjort, hvad kan vi så bruge det til ?

Jeg er blevet bestyrket i min tro på, at hunden opfatter et færtbillede, ligesom vi mennesker ser et abstrakt maleri med en masse farver. Hunden kan skelne de forskellige farver fra hinanden, og den kan lære at fastholde og følge en bestemt farvekombination, der godt nok ændrer sig en smule hen ad vejen, idet der kommer påvirkninger fra underlag, vind og vejr, og tiden der er gået siden færten opstod. Det store spørgsmål er fortsat, hvordan vi sikrer at hunden holder fast i den fært, den nu engang blev sat til at følge, uanset hvor meget ”farvebilledet” ændrer sig. 


Vurdering:

 
Tilføjet i kategorierne: Sportræning og –prøver



Sidste nyt fra klikkerfronten

Skrevet den 19-09-2011 21:45:24 af Michael Ramlau

På grund af en hel masse andre aktiviteter, både i foreningens regi og andet, er der gået et godt stykke tid, siden jeg sidst har trænet med hunden. Det lykkedes så her i weekenden at komme lidt i skoven. Jeg lagde et pænt langt spor med en del markeringer i form af hår fra et "trafikoffer" lørdag eftermiddag, og gik sporet søndag formiddag i øsende regnvejr. For at være sikker på at hunden havde klikket i frisk erindring, klikkede jeg et par gange "ud i den blå luft"; og reaktionen kom omgående. Hunden røg rundt og kiggede på mig, -klar til at modtage belønning.

Perfekt, så jeg gik i gang med at udrede sporet. Og så kom overraskelsen: Ved første markering stoppede hunden op - jeg klikkede -hunden satte sig, og hun fik sin godbid. Så gik hun lidt rundt i nærheden af markeringen, - vendte tilbage til markeringen og lagde sig ned ! Hvad kan man gøre andet end at klikke og belønne. Så gik hun lidt rundt igen - og lagde sig ned ved markeringen. Det hele gentog sig ved næste markering. Tre gange ned på maven inden vi kunne komme videre. Jeg tog det hele fra den sjove side, for uanset hvad, så har hunden da forstået at man markerer ved at lægge sig ned, og det kommer der noget godt ud af.

 

 

Desværre var jeg ikke hurtig nok med mobilen, da jeg ville ta' et billede. Skarpheden er heller ikke det bedste man kan opleve, men hva' ! Oplevelsen fejler ikke noget.


Vurdering:

 
Tilføjet i kategorierne: Sportræning og –prøver



Jagtens dag i Udbyhøj

Skrevet den 13-09-2011 21:27:57 af Michael Ramlau

Hvem kan ikke huske de to gæve gutter fra fjernsynsudsendelsen "NAK & ÆD" Jørgen Skouboe og Nikolai Kirk, der tog ud i naturen for at nedlægge et stykke vildt, og bagefter tilberede det over åben ild.

D. 3 september arrangerede en gruppe mennesker, bl.a. Allan Andersen, fra Udbyhøj en Jagtens dag, hvor de to var inviteret til at komme og lave smagsprøver af forskellige slags vildt. I den forbindelse blev Dansk Schweisshundeforening spurgt, om vi havde lyst til at deltage, hvilket vi naturligvis sagde ja tak til. MEN på en betingelse: De hundeførere, der stod på standen, skulle fotograferes sammen med de to gutter.

Som lovet blev vi foreviget stående sammen med Jørgen og med Nikolai og forstærkning i forgrunden, ifærd med at skære kødet af halsen på en ung kronhjort. Det skulle senere blive til en fantastisk stuvning.

Som det hører til i jagtkredse, blev der blæst frokostsignal første gang publikum fik lejlighed til at smage på herlighederne.

 

Tak til arrangørerne for en herlig dag og en god oplevelse.


Vurdering:

 
Tilføjet i kategorierne: Diverse



Sommerferietræning

Skrevet den 08-08-2011 22:34:46 af Michael Ramlau

Sommerferien er overstået, og træningen med at markere i selve sporet ved at lægge sig ned, blev lidt mere krævende end som så. Hunden skal jo ud af en rytme, der har været praktiseret i noget nær 8 år, så det er ikke sådan lige at lave om på. Jeg gjorde mig stor umage med at klikke i samme splitsekund, hunden satte næsen på anskudssted eller de markeringer, der var lagt ud i sporet. De første gange gav det dårligt nok en reaktion fra hunden, for det er jo med at komme ud af sporet. Efterhånden hørte hun klikket, kiggede hurtigt op, og fortsatte. I starten opdagede hun ikke alle markeringerne, for det hænder, at hun f.eks. går venstre om et træ eller en busk, hvor jeg er gået højre om. I starten accepterede jeg det, men jeg kunne godt se, at indlæringen dermed gik for langsom, så efter et par gange blev hunden stoppet, uanset om det var en dårlig markering eller om hun gik forbi,  - taget tilbage og styret frem mod markeringen. Det hjalp også på selve øvelsen med at lægge sig, men næste gang vi gik spor, gentog hele molevitten sig. Altså mere eller mindre en ommer. Jeg vil ikke påstå at øvelsen nu sidder i skabet; men det går fremad. Så hvis jeg er ihærdig og konsekvent nok, burde øvelsen være så indarbejdet, at det bliver spændende at se, hvad der sker, når eftersøgningssæsonen starter. Vi får se.  


Vurdering:

 
Tilføjet i kategorierne: Sportræning og –prøver



Status på træningen

Skrevet den 03-07-2011 12:23:10 af Michael Ramlau

Det er selvsagt ikke blevet til en hel masse træning det sidste stykke tid. Men lidt er det da blevet til. Træning herhjemme på græsplænen, hvor hunden skal søge frem mod en tot hår eller knoglestump og markere ved at lægge sig ned, kører som i olie, ligesom den samme træning ude i skoven gør. Det samme gør sig også gældende, hvis jeg f. eks. laver en række af "markeringsstumper", hvor jeg går i en lige linie med færtskoene på og lægger markeringerne med 10-15 meters afstand. Problemet opstår, når jeg har lagt et spor, og jeg gerne vil ha' hunden til at markere anskudsstedet på samme måde, altså at lægge sig, og ligeså markere de stumper, jeg har lagt i sporet. Her gør hun, som hun altid har gjort: Stempler -og går videre. Jeg ser, at hun stempler, og på den måde er jeg opmærksom på, at der ligger "noget". Men når jeg nu er startet på eksperimentet, synes jeg lige så godt, at det kan blive perfekt; så jeg vil bruge sommerferien til at indarbejde markeringsmetoden i selve sporet.

Efter sommerferien skal jeg fortælle dig, hvordan det gik.  God sommer.


Vurdering:

 
Tilføjet i kategorierne: Spor under vanskelige forhold



Så kom overspringshandlingerne

Skrevet den 15-05-2011 21:34:10 af Michael Ramlau

Siden sidst har jeg været sammen med schweisskolleger, der har spurgt og kommenteret mine indlæg om klikkertræning. Bl. a. er der blevet spurgt, hvorfor jeg træner med hår istedet for knoglesplinter. Det er fordi, jeg tror at hår afgiver mindre fært end bensplinter, og dermed skal hunden koncentrere sig mere. Bagefter tænkte jeg, at det kunne da godt være, jeg skulle prøve med bensplinter igen; og svaret kom omgående: Hunden spiser bensplinterne, så pludseligt skulle jeg også sørge for, at hun ikke åd dem, samtidig med at jeg skal klikke, belønne o.s.v. Det blev for bøvlet. Så tilbage til hårene.

Her til morgen læste jeg Tobias Gustavsons artikel om ID-sporing i Schweisshunden, og min kone har lige striglet vinterpelsen af shetlandsponyen, så hvorfor ikke lægge nogle totter fra ponyen i rækken af rådyrhår, og som hunden så helst ikke skulle markere. Som sagt så gjort. Hunden markerer rådyrhår, hvorefter hun lægger sig ned. Så kommer klikket og lidt efter en godbid. Da vi kom til ponyhårene gentog hunden det indlærte, men der kom ikke noget klik. Og her er det så, man skal holde hovedet koldt og ikke fortælle hunden, hvad den så skal gøre, men vente for at se, hvad den foretager sig. Efter et stykke tid rejste hunden sig, og gik videre til næste tot hår, som denne gang er råvildt. Så er vi tilbage i det vante. Efter at ha' taget striben af udlagte hårtotter, startede jeg forfra på banen. Hunden fattede hurtigt at ponyhår ikke giver bonus, men så må man jo bare lægge sig et andet sted for at få klikket. Vel at mærke steder hvor der ikke er råvildthår.

Det tog lidt tid, før hunden igen var tilbage i det vante reaktionsmønster. Her hjalp jeg også hunden tilbage ved at klikke i samme øjeblik, næsen rørte ved hårtotten.

Grunden til ponyhårtotten var, som jeg skrev, artiklen om ID-sporing, hvor Tobias skriver om prægning på de individer, hunden skal arbejde med fremadrettet. Jeg skal forhåbentligt ikke på eftersøgning efter shetlandsponyer, så her er en fært som hunden skal ignorere.

I morgen går det løs igen med bukkejagten, men jeg har ingen forventninger til, at hunden starter på det indlærte.


Vurdering:

 
Tilføjet i kategorierne: Sportræning og –prøver



Weekendens træning

Skrevet den 08-05-2011 22:54:51 af Michael Ramlau

Her i weekenden er træningen med at markere hår, fortsat. Jeg startede med en god stor tot hår, lagde halvdelen, gik ti skridt, lagde halvdelen af halvdelen, gik igen ti skridt og halverede igen totten, og sådan blev jeg ved til jeg kun havde en tot med omkring 10-20 hår.

Hunden blev sendt fem, markerede og lagde sig ned. Det fortsatte til totten åbenbart blev for lille til, at hun kunne opfatte den. Dermed havde jeg så nogenlunde fornemmelsen af, hvor grænsen går for, hvad hunden kan opfatte på nuværende tidspunkt.

 

Med lidt hjælp fandt hun denne tot hår, så det er denne mængde hår, jeg vil træne videre på, indtil hun bliver lige så sikker her, som ved større totter.

At hunden kan opfatte noget, der er mindre, har jeg oplevet ved flere eftersøgninger, hvor hun markerer et enkelt hår, så jeg skal nok nå mit mål med træningen.


Vurdering:

 
Tilføjet i kategorierne: Sportræning og –prøver



Det her er utroligt.

Skrevet den 04-05-2011 22:29:22 af Michael Ramlau

Jeg er nødt til at overgive mig til klikkerfolket. Det her virker; og det virker meget hurtigere end jeg havde forestillet mig. Hunden er 8 år gammel, og den har allerede fuldstændigt forstået opgaven. Indtil i dag har jeg kun trænet på stumper fra råvildt, så jeg synes tiden var kommet til at prøve noget andet. Derfor dykkede jeg ned i fryseren efter et løb fra kronvildt, savede en stump af, som jeg smed ud på græsplænen. Hunden blev sendt frem i et søg, sætter næsen på knoglestumpen og lægger sig ned. - KLIK og belønning. - Og det gentog sig.- Hver gang jeg sendte hunden frem i et søg mod stumpen, markerede hun og lagde sig ned. Så hentede jeg en tot pels fra et af de før omtalte rådyr, lagde totten på græsplænen, og det hele gentog sig. Hunden markerede; -og lagde sig ned. Totten blev halveret, hunden markerede og lagde sig ned. Totten blev igen halveret; hunden markerede og lagde sig ned.

Nu har jeg tænkt mig at træne videre på en tot pels som jeg hele tiden halvverer, indtil hunden markerer på et enkelt hår, og så skal det hele indbygges i et træningsspor.

Det bliver spændende.


Vurdering:

 
Tilføjet i kategorierne: Sportræning og –prøver



Og klikkertræningen fortsætter

Skrevet den 02-05-2011 22:55:10 af Michael Ramlau

Så er jeg godt igang med klikkertræning, i forbindelse med at min hund skal markere, hvad jeg måtte komme over på sporet af et skadet dyr.

Som før skrevet er jeg begyndt med knogler og skind. Jeg tror ikke, jeg vil træne på blod, for jeg er bange for, at hvis jeg skal eftersøge et dødsskudt dyr, der schweisser kraftigt, kommer jeg aldrig ud af sporet, fordi hunden ikke laver andet end at markere.

jeg har været i skoven for at træne spor. Samtidig lagde jeg en stribe markeringer, som hunden blev trænet på efterfølgende. 10 markeringer med 10 skridts mellemrum, gået med færtskoene på.

Ud over skind og knoglestumper, havde jeg taget hår med fra to trafikskadede dyr, jeg var ude efter i nat. (Pelsen på dyrene er ret så miserabel for tiden, hvor de skifter til sommerpels. Vinterpelsen falder af i store totter, og så kunne jeg jo lige så godt plukke dem lidt.) Fordi jeg ved træningen herhjemme på græsplænen har givet godbidden oven på knoglestumpen eller skindstumpen, gik der kun et par markeringer, før hunden -til min store overraskelse- af sig selv begyndte at lægge sig ned lige efter klikket.

Nu må det så dreje sig om at begynde at klikke en smule senere, end hunden er vant til, så klikket kommer, når den har lagt sig.

Jeg tror jeg er på rette vej.

I forbindelse med sportræningen lavede jeg en kæmpe fejl, eller nærmere: Jeg gik glip af en kæmpe mulighed for at belønne hunden med et klik, da hun markerede anskudsstedet.  

Når jeg træner spor, laver jeg altid et langt opsøg på min. 50 meter op langs en vej, et skovbryn eller lignende, for at hunden skal lære at blive ved med at søge efter "det".

Hunden finder, hvor jeg er gået ind i skoven, -markerer anskudstedet, -jeg roser, mem overser fuldstændigt muligheden for at klikkertræne før det er for sent. 

Det skal gøres bedre næste gang.


Vurdering:

 
Tilføjet i kategorierne: Sportræning og –prøver



Så er jeg startet med klikkertræning

Skrevet den 28-04-2011 21:17:47 af Michael Ramlau

I en bog om emnet, har jeg læst, at hunden først skal lære at forbinde klikket med, at en belønning er på vej. Da godbidder altid har virket på min hund, startede jeg med bare at give et klik, og med det samme servere en godbid. Efter forbavsende kort tid lærte hunden sammenhængen mellem klik og godbid. 

I bogen læste jeg videre: " Når du har repeteret klik og godbid 10-15 gange, kan du lave en lille test. Klik når hunden ser væk eller er optaget af noget andet. Hvis hunden vender sig mod dig, for at få godbidden, har den fattet meningen."

 

Nu er min hund helt rundt på gulvet, når jeg tager klikkeren frem. Den aner simpelthen ikke , hvordan den skal opføre sig, for at få et klik. Jeg er ret sikker på at hunden er klar til at komme videre.

Når hunden ser klikkeren, ved den ikke hvordan den skal opføre sig for at få et klik.

 

Nu skal jeg igang med at lære hunden at markere. Jeg prøver at efterligne, hvad vi så på forsvarets hundeskole, i forbindelse med at bombehundene skal lære at markere sprængstof.

På græsplænen har jeg lagt en stump fra et rådyrløb. Nu går øvelsen ud på at føre hunden hen mod stumpen; og i samme øjeblik hunden sætter næsen på knoglen -klik.

 

Herefter er det vel et spørgsmål om at gentage øvelsen, indtil hunden viser, at den har forstået opgaven: Sæt næsen på markeringen, og du får et klik og en belønning.

Hvordan det videre kommer til at gå, vender jeg tilbage med.

Har du lyst til at kommentere, eller har du erfaring med klikkertræning, er debatten hermed åben. Kom med dine synspunkter og lad os få en saglig debat igang.

Velkommen på bloggen.


Vurdering:

 
Tilføjet i kategorierne: Sportræning og –prøver



Seneste kommentarer



Seneste bemærkninger

Michael.: Hej Steen.Hagleftersøgningen var en eftersøgning, jeg blev rekvireret til, så hvis dit spørgsmål går på om der var en schweisshundefører med under s...

Steen P. Johansen: Er hagleftersøgningen et tilkald, eller deltog der en legitimeret hundefører....

Michael Ramlau: Hej Gert.Opdager lige pludseligt at der er en ubesvaret kommentar til et af mine indlæg. Det har jeg ikke været forvænt med. Bedre sent end aldrig s...

Gert Jensen: Hej Michael.Jeg er virkelig blevet fanget af din blog om klikker træning.Hvad er det for en bog du har læst inden du gik i gang ?Hvordan går det...

Michael Ramlau: Hej Steen.Beklager at jeg først nu kommenterer dit indlæg, men det er jo i denne tid, vi er ude med hundene, så der er ikke så meget tid foran compu...


Relevante websites





Bliv medlem, klik her.

Brug for en Schweisshund, klik her.

Læs om schweissarbejdet, klik her.

Brug for et kursus, klik her.

Prøver, klik her.

Nyheder