Kan en Schweisshund finde en hund ?

Ja, det er der noget, der tyder på.

En regnfuld fredag aften blev jeg ringet op af en jæger, der havde brug for hjælp, ikke til at finde bukken, men til at finde en labrador tæve og en 13 uger gammel hvalp, der havde været væk i 4 timer. 

"Det kan jeg ikke", svarede jeg, men jeg er da frisk på at gøre forsøget. 

På vej ud til adressen, der ligger ud til skov og mark, spekulerede jeg på, hvorledes jeg skulle gribe sagen an. Hvordan skulle jeg fortælle hunden, at det var en anden hund, hun skulle lede efter og ikke et skadet dyr. Jeg kom til at tænke på forskningsprojektet og Tobias Gustavsson fra Sverige, der var indlægsholder på Nymindegabseminaret i marts, og hans teori omkring "smeller" teknikken.

Præsenter hunden for en fært, smelleren, og få den til at finde et match i nærheden. Det var min eneste chance for at få min hund til at lede efter noget andet. Hvis det ikke lykkedes, havde jeg jo sagt til rekvirenten, at min hund nok ikke kunne.

Fremme på adressen, spurgte jeg rekvirenten, om han havde noget, der lugtede af hans bortløbne hund. "Ja, ja, vi har hundegården lige her henne." Altså - ind med Amy, som min hund hedder, i hundegården for at snuse sig mæt i færten af de undvegne. Efter et stykke tid blev hun sat igang med at søge. Det kom der ikke noget ud af. Hun gik bare rundt og afsatte duftmærker istedet. Nu skal man ikke gi' op så let, så hun blev sendt ind i hundegården een gang til. Efter anden runde, så det ud, som om hun begyndte at lede, så jeg tog kanten rundt langs grundstykket. Vi kom om til indkørslen, og ned ad vejen langs en skovkant. Pludseligt stopper hun op og markerer. I sagens natur var der ikke noget at se, men hunden begyndte at spore. Hvad vi gik på, havde jeg ingen anelse om, men der var vel ikke andet at gøre, end at følge bag efter. 

For at gøre en lang tur kort: Vi kom sporende hen ad en skovsti. Pludseligt løb et eller andet sort på tværs knap 100 meter længere fremme. "Så du hvad det var" spurgte jeg rekvirenten, der gik lige bag mig. "Nej, jeg tror det var et rådyr." Det var jeg nu ikke sikker på. Da vil kom frem til stedet, drejede Amy ind mellem træerne i flugtretningen, og så skal jeg love for, der kom træk i remmen. Efter ca 50 meter begyndte hun at gi' hals og ville slippes. Da jeg ikke vidste med sikkerhed, hvad vi gik på, ville jeg ikke slippe hende, så nu gik det med fuld hals og mega træk i remmen videre ind imellem tætte små birketræer, indtil der pludseligt stod en brun labrador foran os. Gensynsglæden var stor hos både hund og ejer, og uden nogen opdagede hvorfra, stod også den lille hvalp ved siden af os.

Min hund havde åbenbart forstået opgaven og smellerteknikken, uden nogen sinde at være trænet i det. Smellertieknikken må helt naturligt være kommet ind i hundens bevisthed, ved på div. anskudssteder og i det første forløb af et eftersøgningsspor, at ha' dannet sig et færtbillede, der skal følges. Smelleren er den fært hunden finder på anskudsstedet. Jo flere gange det har ført til succes, jo bedre har hunden lært sig teknikken. Bevist eller ubevist er ikke godt at vide, men jo flere gange vi har fået fat i dyret, og jo flere gange hun har fået lov til at bide et dyr i r...., jo bedre har teknikken vel sat sig fast i hundens bevidsthed. Gætter jeg på.

Jeg var ihvertfald en smule stolt over, at det lykkedes at finde de to bortløbne hunde.

De to bortløbne. Mor og datter med deres "redningshund"

Sidste nyt fra klikkerfronten

På grund af en hel masse andre aktiviteter, både i foreningens regi og andet, er der gået et godt stykke tid, siden jeg sidst har trænet med hunden. Det lykkedes så her i weekenden at komme lidt i skoven. Jeg lagde et pænt langt spor med en del markeringer i form af hår fra et "trafikoffer" lørdag eftermiddag, og gik sporet søndag formiddag i øsende regnvejr. For at være sikker på at hunden havde klikket i frisk erindring, klikkede jeg et par gange "ud i den blå luft"; og reaktionen kom omgående. Hunden røg rundt og kiggede på mig, -klar til at modtage belønning.

Perfekt, så jeg gik i gang med at udrede sporet. Og så kom overraskelsen: Ved første markering stoppede hunden op - jeg klikkede -hunden satte sig, og hun fik sin godbid. Så gik hun lidt rundt i nærheden af markeringen, - vendte tilbage til markeringen og lagde sig ned ! Hvad kan man gøre andet end at klikke og belønne. Så gik hun lidt rundt igen - og lagde sig ned ved markeringen. Det hele gentog sig ved næste markering. Tre gange ned på maven inden vi kunne komme videre. Jeg tog det hele fra den sjove side, for uanset hvad, så har hunden da forstået at man markerer ved at lægge sig ned, og det kommer der noget godt ud af.

Desværre var jeg ikke hurtig nok med mobilen, da jeg ville ta' et billede. Skarpheden er heller ikke det bedste man kan opleve, men hva' ! Oplevelsen fejler ikke noget.

Sommerferietræning

Sommerferien er overstået, og træningen med at markere i selve sporet ved at lægge sig ned, blev lidt mere krævende end som så. Hunden skal jo ud af en rytme, der har været praktiseret i noget nær 8 år, så det er ikke sådan lige at lave om på. Jeg gjorde mig stor umage med at klikke i samme splitsekund, hunden satte næsen på anskudssted eller de markeringer, der var lagt ud i sporet. De første gange gav det dårligt nok en reaktion fra hunden, for det er jo med at komme ud af sporet. Efterhånden hørte hun klikket, kiggede hurtigt op, og fortsatte. I starten opdagede hun ikke alle markeringerne, for det hænder, at hun f.eks. går venstre om et træ eller en busk, hvor jeg er gået højre om. I starten accepterede jeg det, men jeg kunne godt se, at indlæringen dermed gik for langsom, så efter et par gange blev hunden stoppet, uanset om det var en dårlig markering eller om hun gik forbi,  - taget tilbage og styret frem mod markeringen. Det hjalp også på selve øvelsen med at lægge sig, men næste gang vi gik spor, gentog hele molevitten sig. Altså mere eller mindre en ommer. Jeg vil ikke påstå at øvelsen nu sidder i skabet; men det går fremad. Så hvis jeg er ihærdig og konsekvent nok, burde øvelsen være så indarbejdet, at det bliver spændende at se, hvad der sker, når eftersøgningssæsonen starter. Vi får se.  

Status på træningen

Det er selvsagt ikke blevet til en hel masse træning det sidste stykke tid. Men lidt er det da blevet til. Træning herhjemme på græsplænen, hvor hunden skal søge frem mod en tot hår eller knoglestump og markere ved at lægge sig ned, kører som i olie, ligesom den samme træning ude i skoven gør. Det samme gør sig også gældende, hvis jeg f. eks. laver en række af "markeringsstumper", hvor jeg går i en lige linie med færtskoene på og lægger markeringerne med 10-15 meters afstand. Problemet opstår, når jeg har lagt et spor, og jeg gerne vil ha' hunden til at markere anskudsstedet på samme måde, altså at lægge sig, og ligeså markere de stumper, jeg har lagt i sporet. Her gør hun, som hun altid har gjort: Stempler -og går videre. Jeg ser, at hun stempler, og på den måde er jeg opmærksom på, at der ligger "noget". Men når jeg nu er startet på eksperimentet, synes jeg lige så godt, at det kan blive perfekt; så jeg vil bruge sommerferien til at indarbejde markeringsmetoden i selve sporet.

Efter sommerferien skal jeg fortælle dig, hvordan det gik.  God sommer.

Så kom overspringshandlingerne

Siden sidst har jeg været sammen med schweisskolleger, der har spurgt og kommenteret mine indlæg om klikkertræning. Bl. a. er der blevet spurgt, hvorfor jeg træner med hår istedet for knoglesplinter. Det er fordi, jeg tror at hår afgiver mindre fært end bensplinter, og dermed skal hunden koncentrere sig mere. Bagefter tænkte jeg, at det kunne da godt være, jeg skulle prøve med bensplinter igen; og svaret kom omgående: Hunden spiser bensplinterne, så pludseligt skulle jeg også sørge for, at hun ikke åd dem, samtidig med at jeg skal klikke, belønne o.s.v. Det blev for bøvlet. Så tilbage til hårene.

Her til morgen læste jeg Tobias Gustavsons artikel om ID-sporing i Schweisshunden, og min kone har lige striglet vinterpelsen af shetlandsponyen, så hvorfor ikke lægge nogle totter fra ponyen i rækken af rådyrhår, og som hunden så helst ikke skulle markere. Som sagt så gjort. Hunden markerer rådyrhår, hvorefter hun lægger sig ned. Så kommer klikket og lidt efter en godbid. Da vi kom til ponyhårene gentog hunden det indlærte, men der kom ikke noget klik. Og her er det så, man skal holde hovedet koldt og ikke fortælle hunden, hvad den så skal gøre, men vente for at se, hvad den foretager sig. Efter et stykke tid rejste hunden sig, og gik videre til næste tot hår, som denne gang er råvildt. Så er vi tilbage i det vante. Efter at ha' taget striben af udlagte hårtotter, startede jeg forfra på banen. Hunden fattede hurtigt at ponyhår ikke giver bonus, men så må man jo bare lægge sig et andet sted for at få klikket. Vel at mærke steder hvor der ikke er råvildthår.

Det tog lidt tid, før hunden igen var tilbage i det vante reaktionsmønster. Her hjalp jeg også hunden tilbage ved at klikke i samme øjeblik, næsen rørte ved hårtotten.

Grunden til ponyhårtotten var, som jeg skrev, artiklen om ID-sporing, hvor Tobias skriver om prægning på de individer, hunden skal arbejde med fremadrettet. Jeg skal forhåbentligt ikke på eftersøgning efter shetlandsponyer, så her er en fært som hunden skal ignorere.

I morgen går det løs igen med bukkejagten, men jeg har ingen forventninger til, at hunden starter på det indlærte.

Weekendens træning

Her i weekenden er træningen med at markere hår, fortsat. Jeg startede med en god stor tot hår, lagde halvdelen, gik ti skridt, lagde halvdelen af halvdelen, gik igen ti skridt og halverede igen totten, og sådan blev jeg ved til jeg kun havde en tot med omkring 10-20 hår.

Hunden blev sendt fem, markerede og lagde sig ned. Det fortsatte til totten åbenbart blev for lille til, at hun kunne opfatte den. Dermed havde jeg så nogenlunde fornemmelsen af, hvor grænsen går for, hvad hunden kan opfatte på nuværende tidspunkt.

Med lidt hjælp fandt hun denne tot hår, så det er denne mængde hår, jeg vil træne videre på, indtil hun bliver lige så sikker her, som ved større totter.

At hunden kan opfatte noget, der er mindre, har jeg oplevet ved flere eftersøgninger, hvor hun markerer et enkelt hår, så jeg skal nok nå mit mål med træningen.

Det her er utroligt.

Jeg er nødt til at overgive mig til klikkerfolket. Det her virker; og det virker meget hurtigere end jeg havde forestillet mig. Hunden er 8 år gammel, og den har allerede fuldstændigt forstået opgaven. Indtil i dag har jeg kun trænet på stumper fra råvildt, så jeg synes tiden var kommet til at prøve noget andet. Derfor dykkede jeg ned i fryseren efter et løb fra kronvildt, savede en stump af, som jeg smed ud på græsplænen. Hunden blev sendt frem i et søg, sætter næsen på knoglestumpen og lægger sig ned. - KLIK og belønning. - Og det gentog sig.- Hver gang jeg sendte hunden frem i et søg mod stumpen, markerede hun og lagde sig ned. Så hentede jeg en tot pels fra et af de før omtalte rådyr, lagde totten på græsplænen, og det hele gentog sig. Hunden markerede; -og lagde sig ned. Totten blev halveret, hunden markerede og lagde sig ned. Totten blev igen halveret; hunden markerede og lagde sig ned.

Nu har jeg tænkt mig at træne videre på en tot pels som jeg hele tiden halvverer, indtil hunden markerer på et enkelt hår, og så skal det hele indbygges i et træningsspor.

Det bliver spændende.

Og klikkertræningen fortsætter

Så er jeg godt igang med klikkertræning, i forbindelse med at min hund skal markere, hvad jeg måtte komme over på sporet af et skadet dyr.

Som før skrevet er jeg begyndt med knogler og skind. Jeg tror ikke, jeg vil træne på blod, for jeg er bange for, at hvis jeg skal eftersøge et dødsskudt dyr, der schweisser kraftigt, kommer jeg aldrig ud af sporet, fordi hunden ikke laver andet end at markere.

jeg har været i skoven for at træne spor. Samtidig lagde jeg en stribe markeringer, som hunden blev trænet på efterfølgende. 10 markeringer med 10 skridts mellemrum, gået med færtskoene på.

Ud over skind og knoglestumper, havde jeg taget hår med fra to trafikskadede dyr, jeg var ude efter i nat. (Pelsen på dyrene er ret så miserabel for tiden, hvor de skifter til sommerpels. Vinterpelsen falder af i store totter, og så kunne jeg jo lige så godt plukke dem lidt.) Fordi jeg ved træningen herhjemme på græsplænen har givet godbidden oven på knoglestumpen eller skindstumpen, gik der kun et par markeringer, før hunden -til min store overraskelse- af sig selv begyndte at lægge sig ned lige efter klikket.

Nu må det så dreje sig om at begynde at klikke en smule senere, end hunden er vant til, så klikket kommer, når den har lagt sig.

Jeg tror jeg er på rette vej.

I forbindelse med sportræningen lavede jeg en kæmpe fejl, eller nærmere: Jeg gik glip af en kæmpe mulighed for at belønne hunden med et klik, da hun markerede anskudsstedet.  

Når jeg træner spor, laver jeg altid et langt opsøg på min. 50 meter op langs en vej, et skovbryn eller lignende, for at hunden skal lære at blive ved med at søge efter "det".

Hunden finder, hvor jeg er gået ind i skoven, -markerer anskudstedet, -jeg roser, mem overser fuldstændigt muligheden for at klikkertræne før det er for sent. 

Det skal gøres bedre næste gang.

Så er jeg startet med klikkertræning

I en bog om emnet, har jeg læst, at hunden først skal lære at forbinde klikket med, at en belønning er på vej. Da godbidder altid har virket på min hund, startede jeg med bare at give et klik, og med det samme servere en godbid. Efter forbavsende kort tid lærte hunden sammenhængen mellem klik og godbid. 

I bogen læste jeg videre: " Når du har repeteret klik og godbid 10-15 gange, kan du lave en lille test. Klik når hunden ser væk eller er optaget af noget andet. Hvis hunden vender sig mod dig, for at få godbidden, har den fattet meningen."

Nu er min hund helt rundt på gulvet, når jeg tager klikkeren frem. Den aner simpelthen ikke , hvordan den skal opføre sig, for at få et klik. Jeg er ret sikker på at hunden er klar til at komme videre.

Når hunden ser klikkeren, ved den ikke hvordan den skal opføre sig for at få et klik.

Nu skal jeg igang med at lære hunden at markere. Jeg prøver at efterligne, hvad vi så på forsvarets hundeskole, i forbindelse med at bombehundene skal lære at markere sprængstof.

På græsplænen har jeg lagt en stump fra et rådyrløb. Nu går øvelsen ud på at føre hunden hen mod stumpen; og i samme øjeblik hunden sætter næsen på knoglen -klik.

Herefter er det vel et spørgsmål om at gentage øvelsen, indtil hunden viser, at den har forstået opgaven: Sæt næsen på markeringen, og du får et klik og en belønning.

Hvordan det videre kommer til at gå, vender jeg tilbage med.

Har du lyst til at kommentere, eller har du erfaring med klikkertræning, er debatten hermed åben. Kom med dine synspunkter og lad os få en saglig debat igang.

Velkommen på bloggen.

Besøg hos Forsvarets hundeskole

D. 6. april var Dansk Schweisshundeforening på besøg hos Forsvarets Hundeskole, der er en del af Airforce Training Centre, Flyvestation Karup. Du kan se mere på dette link: http://www.forsvaret.dk/FFOS/ommyndigheden/Pages/default.aspx

21 af vore medlemmer havde fundet vejen til hovedporten, hvor vi blev hentet af oversergent Michael Ellebæk, der er leder af hundeskolen. 

Under velkomsten på skolens gårdsplads, blev vi modtaget af skolens stribede kat Goebels, der ifølge Michael udemærket er klar over, at den befinder sig midt i en hundeverden.

Velkomst på hundeskolens gårdsplads.

Skolens kat "Goebels" tog vel imod os.

Efter velkomsten fik en omfattende rundvisning,der startede på kontoret, hvor vi fik en præsentation af skolen tidligere og nuværende hundemateriale, videre  over dyrlægeklinikken til foderlager, hundekennel og de forskellige træningsbaner, hvor der trænes i alle de discipliner, hundene i forsvaret skal beherske. Det rækker for vidt at gå i detajler her på siden; dog vil jeg fremhæve nogle af de ting som jeg fandt yders interessant.

Hundene har ikke stambogsnummer men derimod medarbejdernummer. Det i sig selv afspejler, hvorledes man opfatter, og behandler hundene. Hunde der har været på hårdt arbejde, eller som har været skadet, bliver behandlet i en tilknyttet fysioterapi, og ligeledes er der på skolen et svømmebassin, hvor hundene mindst to gange om ugen bliver konditionstrænet ved at blive sænket ned i bassinet i en sele, og så bliver der ellers skruet op for en modstrøm, der kan reguleres alt efter hundens svømmefærdigheder.

Klikkertræning.

Al træning forgår ved hjælp af klikkertræning. Det der imponerede mig mest, var hvorledes man uddanner bombehunde og minerydningshunde til at finde og især markere, det de finder I billedarkivet kan du se billeder af et apparat i rustfrit stål, der bruges til oplæring af de to kategorier af hunde. 

Efter at hunden har lært det grundlæggende i klikkertræning, menlig at et klik er lig med belønning (her i form af godbidder) lader man den søge frem mod en rustfri beholder, hvor man har anbragt en smule sprængstof. I samme øjeblik hunden sætter næsen på beholderen, klik og belønneing. Efter et antal gentagelser lærer hunden at hver gang den sætter næsen på beholderen = klik og belønning. Herefter bliver apparatet drejet så en ny og tom beholder vender frem mod hunden. Nu skal den begynde at tænke selv, for nu lyder der ikke et klik, før den sætter næsen på den flyttede beholder. Når hunden har lært det, bliver apparatet igen drejet, det hele gentager sig, -og så fremdeles indtil hunden af sig selv begynder at søge rund om apparatet, indtil den finder (og markerer) den rigtige beholder.

Beholderen som indeholder sprængstof. Beholderen er endel af et større aparat. Se hele aparatet i billedarkivet.

Det hele inspirerede mig i en sådan grad, at jeg dagen efter gik hen i den nærmeste hundebutik og købte mig en klikker. Nu skal hunden dælen dyt'me klikkertrænes til at markere pürschtegn på sporet. Hvordan det kommer til at gå, kan du følge med i her på bloggen.