Den ultimative schweisshund
På årets sommerarrangement i foreningen, var et af temaerne ”Hvor er dit niveau kontra højeste niveau for en registreret Schweisshund – Har du “kun“råvildteftersøgninger opnår du aldrig højeste niveau.” En ret så provokerende udtalelse, der nok kan falde en del schweisshundeførere for brystet.
Oplægget kom fra Carsten Batzlaff, og selve præsentationen om hvad der ligger bag overskriften, var ganske interessant at lytte til. Carsten havde stillet de tre kriterier op, en eftersøgning kan indeholde: Sporarbejdet i rem, Hetzen og Stillen af dyret; og herefter kigget på hvorledes disse optræder i forhold til de mest hyppige vildtarter, vi eftersøger.
Første kriterie er selve sporarbejdet. Hvor langt skal der i gennemsnit spores, før man får kontakt med det sårede dyr? Her er udgangspunktet, at dyret ikke kun har fået et strejfskud, men er såret så meget, at det går i sårleje. Carsten gjorde udtrykkeligt opmærksom på, at der selvfølgeligt findes kortere strækninger, såvel som forhold der gør sporarbejdet væsentligt længere.
Næste fase er Hetzen. Det sårede dyr rejser sig fra sårlejet og flygter. Hvor langt skal hunden hetze, før den effektivt får stoppet dyret? Igen er der kortere strækninger, så vel som længere. Der vil altid være forhold, som gør, at afstanden kan blive kortere såvel som længere, – men igen set som et gennemsnit.
Sidste fase er den tid, hvor hunden effektivt har stoppet og fastlåst dyret til samme position, indtil hundeføreren kommer frem til dyret, og får det affanget. Denne tid er naturligvis afhængig af afstanden, hunden hetzede dyret, og hvorledes terænets beskaffenhed er. – Bakker eller flad mark.
Planchen illustrerer de tre elementer, en eftersøgning kan bestå af. Til venstre ses eksempler på typer af skud, som træffer dyret, og som får det til at flygte, for på et tidspunkt at gå i sårleje. Som det ses, bliver afstande og tider længere jo større vildtarten bliver. Med andre ord, ved kronvildt er spordelen længere, hetzen er længere, og fordi hetzen er længere, bliver tiden, hvor man med rette kan forvente at hunden skal stille dyret også længere, idet det må formodes at tage længere tid for hundeføreren at komme frem, jo længere hetzen er!
Yders til højre er illustreret, havd man derfor med rette kan forvente, at den ultimative schweisshund skal kunne præstere i forhold til eftersøgning af de store vildtarter.
Egentligt er der ikke noget hokus-pokus bag den provokerende overskrift, men snarere en betragtning, der bygger på praktisk erfaring.
I årets udgave af Schweisshunden kan du læse en artikel fra det tyske fagblad Wild und Hund, der beskriver et batchelorstudie, som Simon Mades har lavet baseret på en række eftersøgninger, ca 1500, gennemført af 12 erfarne tyske schweisshundeførere. Denne rapport kommer frem til samme konklusion, at de store vildtarter kræver mere af hunden med hensyn til længde og tid. Du kan læse hele studiet på siderne 47-53, hvor også både jagtform, anskydningstype og hundens hetzen med lyd eller ikke, indgår i studierne.
Med disse fakta i bevidstheden kan man tænke lidt over egen træning. Hvor ofte lægger man spor på 5-6 kilometers længde efterfulgt af en hetz på yderligere et par kilometer. Nej vel! Men ønsker man at hunden skal kunne klare det ultimative, er der nok ikke nogen anden vej.