Hvorfor er det somme tider så svært

Fært bæres af fugt og fordampning. Så længe der sker en fordampning fra en færtkilde, er der også en fært som hunden kan reagere på. Duftmolekylerne skal bæres af luften –vinden- væk fra kilden ind i hundens næse. Men hvad er det så, der sommetider gør det så svært for hunden, og hvad er det der sker, når man tror det skal blive en svær opgave, og så går hunden lige ud til dyret.

Lad mig give to eksempler:

Et rådyr bliver skudt lidt bagligt med bue og pil sidst på eftermiddagen. Af forskellige årsager kan eftersøgningen først gennemføres næste dag om morgenen. Det blæser godt hele natten, og om  morgenen står bilens termometer på bare 3 gr. C. Altså skulle man tro, at det hele er tørret godt ud, og med så lav en temperatur, at der ikke rigtigt er nogen afdampning. Indgangshullet er lidt overdrevet sagt, stort set ”ikke eksisterende” og i udgangshullet sidder en tarmprop. Ingen synlige tegn på anskydning; ingen synlig schweiss i sporet. Alligevel går hunden sporfast og unden tøven ca. 150 meter ud til dyret, 17 timer efter anskydningen. Selvfølgelig har der været tab fra dyret som hunden kunne detektere og følge. Men hvor meget og i hvilken koncentration er ikke til at sige. Man skulle jo mene at med den kolde vind, der blæste hele natten og om morgenen for den sags skyld også, at det hele ville være tørret ud.

Et rådyr bliver påskudt med hagl på forreste del af kroppen. Dyret vælter, og umiddelbart efter sidder der en hund i det. En hund mere kommer til, og den første hund slipper sit tag. Dyret springer op og forsøger at stikke af. Den første hund løber efter dyret, får det væltet og holder fast. Hund nummer to kommer til igen, og det samme sker een gang til. Den første hund slipper igen, og denne gang lykkes det dyret at komme væk. Skytten kan se, at det ene forløb dingler.

Nu skulle man tro at sporingen ville være en let opgave for hunden, som bliver sat på ca. to timer efter anskydningen. Dyret er ramt, og efter at have været nede to gange med to hunde over sig, må det også være temmeligt stresset, og dermed afsætte yderligere fært.  Sporingen går uden problemer indtil stedet hvor dyret slipper væk, hvilket er lige foran en tykning. Her hopper hunden på afledning. Den bliver korrigeret, går ind i tykningen, men trækker mod afledningen igen. Efter at have bøvlet rundt i en rum tid, bliver en ny hund sat på opgaven. Den sporer gennem tykningen, og på den anden side bliver vi bekræftet i rigtigheden ved at finde to små dråber schweiss. Ude mellem høje bøge taber hunden imidlertid sporet. Efter tre omstarter, ringer jeg efter hjælp. Kollegaens hund sporer gennem tykningen, men ikke oven i det spor jeg var gået, og havde fået bekræftet ved hjælp af schweiss. Ude i de høje bøge går vi i en ny retning og stopper. Næste dag bliver der fundet et halvt spist dyr inde ved naboen.

Hvorfor er det, at en opgave med formodede svære odds ikke byder på nogen vanskeligheder, og opgaver der burde være ”piece of cake” bliver til en uløselig opgave ?

Måske skulle man undersøge luftfugtigheden de pågældende dage.

Kom med dine kommentarer og synspunkter, eller fortæl om dine oplevelser. Det kunne måske tegne sig et mønster.