Så er jeg startet med klikkertræning

 

I en bog om emnet, har jeg læst, at hunden først skal lære at forbinde klikket med, at en belønning er på vej. Da godbidder altid har virket på min hund, startede jeg med bare at give et klik, og med det samme servere en godbid. Efter forbavsende kort tid lærte hunden sammenhængen mellem klik og godbid. 

I bogen læste jeg videre: ” Når du har repeteret klik og godbid 10-15 gange, kan du lave en lille test. Klik når hunden ser væk eller er optaget af noget andet. Hvis hunden vender sig mod dig, for at få godbidden, har den fattet meningen.”

 

Nu er min hund helt rundt på gulvet, når jeg tager klikkeren frem. Den aner simpelthen ikke , hvordan den skal opføre sig, for at få et klik. Jeg er ret sikker på at hunden er klar til at komme videre.

Når hunden ser klikkeren, ved den ikke hvordan den skal opføre sig for at få et klik.

 

Nu skal jeg igang med at lære hunden at markere. Jeg prøver at efterligne, hvad vi så på forsvarets hundeskole, i forbindelse med at bombehundene skal lære at markere sprængstof.

På græsplænen har jeg lagt en stump fra et rådyrløb. Nu går øvelsen ud på at føre hunden hen mod stumpen; og i samme øjeblik hunden sætter næsen på knoglen -klik.

 

Herefter er det vel et spørgsmål om at gentage øvelsen, indtil hunden viser, at den har forstået opgaven: Sæt næsen på markeringen, og du får et klik og en belønning.

Hvordan det videre kommer til at gå, vender jeg tilbage med.

 

Og klikkertræningen fortsætter

 

Så er jeg godt igang med klikkertræning, i forbindelse med at min hund skal markere, hvad jeg måtte komme over på sporet af et skadet dyr.

Som før skrevet er jeg begyndt med knogler og skind. Jeg tror ikke, jeg vil træne på blod, for jeg er bange for, at hvis jeg skal eftersøge et dødsskudt dyr, der schweisser kraftigt, kommer jeg aldrig ud af sporet, fordi hunden ikke laver andet end at markere.

jeg har været i skoven for at træne spor. Samtidig lagde jeg en stribe markeringer, som hunden blev trænet på efterfølgende. 10 markeringer med 10 skridts mellemrum, gået med færtskoene på.

Ud over skind og knoglestumper, havde jeg taget hår med fra to trafikskadede dyr, jeg var ude efter i nat. (Pelsen på dyrene er ret så miserabel for tiden, hvor de skifter til sommerpels. Vinterpelsen falder af i store totter, og så kunne jeg jo lige så godt plukke dem lidt.) Fordi jeg ved træningen herhjemme på græsplænen har givet godbidden oven på knoglestumpen eller skindstumpen, gik der kun et par markeringer, før hunden -til min store overraskelse- af sig selv begyndte at lægge sig ned lige efter klikket.

Nu må det så dreje sig om at begynde at klikke en smule senere, end hunden er vant til, så klikket kommer, når den har lagt sig.

Jeg tror jeg er på rette vej.

I forbindelse med sportræningen lavede jeg en kæmpe fejl, eller nærmere: Jeg gik glip af en kæmpe mulighed for at belønne hunden med et klik, da hun markerede anskudsstedet.  

Når jeg træner spor, laver jeg altid et langt opsøg på min. 50 meter op langs en vej, et skovbryn eller lignende, for at hunden skal lære at blive ved med at søge efter “det”.

Hunden finder, hvor jeg er gået ind i skoven, -markerer anskudstedet, -jeg roser, mem overser fuldstændigt muligheden for at klikkertræne før det er for sent. 

Det skal gøres bedre næste gang.

Det her er utroligt.

 

Jeg er nødt til at overgive mig til klikkerfolket. Det her virker; og det virker meget hurtigere end jeg havde forestillet mig. Hunden er 8 år gammel, og den har allerede fuldstændigt forstået opgaven. Indtil i dag har jeg kun trænet på stumper fra råvildt, så jeg synes tiden var kommet til at prøve noget andet. Derfor dykkede jeg ned i fryseren efter et løb fra kronvildt, savede en stump af, som jeg smed ud på græsplænen. Hunden blev sendt frem i et søg, sætter næsen på knoglestumpen og lægger sig ned. – KLIK og belønning. – Og det gentog sig.- Hver gang jeg sendte hunden frem i et søg mod stumpen, markerede hun og lagde sig ned. Så hentede jeg en tot pels fra et af de før omtalte rådyr, lagde totten på græsplænen, og det hele gentog sig. Hunden markerede; -og lagde sig ned. Totten blev halveret, hunden markerede og lagde sig ned. Totten blev igen halveret; hunden markerede og lagde sig ned.

Nu har jeg tænkt mig at træne videre på en tot pels som jeg hele tiden halvverer, indtil hunden markerer på et enkelt hår, og så skal det hele indbygges i et træningsspor.

Det bliver spændende.

Så kom overspringshandlingerne

 

Siden sidst har jeg været sammen med schweisskolleger, der har spurgt og kommenteret mine indlæg om klikkertræning. Bl. a. er der blevet spurgt, hvorfor jeg træner med hår istedet for knoglesplinter. Det er fordi, jeg tror at hår afgiver mindre fært end bensplinter, og dermed skal hunden koncentrere sig mere. Bagefter tænkte jeg, at det kunne da godt være, jeg skulle prøve med bensplinter igen; og svaret kom omgående: Hunden spiser bensplinterne, så pludseligt skulle jeg også sørge for, at hun ikke åd dem, samtidig med at jeg skal klikke, belønne o.s.v. Det blev for bøvlet. Så tilbage til hårene.

Her til morgen læste jeg Tobias Gustavsons artikel om ID-sporing i Schweisshunden, og min kone har lige striglet vinterpelsen af shetlandsponyen, så hvorfor ikke lægge nogle totter fra ponyen i rækken af rådyrhår, og som hunden så helst ikke skulle markere. Som sagt så gjort. Hunden markerer rådyrhår, hvorefter hun lægger sig ned. Så kommer klikket og lidt efter en godbid. Da vi kom til ponyhårene gentog hunden det indlærte, men der kom ikke noget klik. Og her er det så, man skal holde hovedet koldt og ikke fortælle hunden, hvad den så skal gøre, men vente for at se, hvad den foretager sig. Efter et stykke tid rejste hunden sig, og gik videre til næste tot hår, som denne gang er råvildt. Så er vi tilbage i det vante. Efter at ha’ taget striben af udlagte hårtotter, startede jeg forfra på banen. Hunden fattede hurtigt at ponyhår ikke giver bonus, men så må man jo bare lægge sig et andet sted for at få klikket. Vel at mærke steder hvor der ikke er råvildthår.

Det tog lidt tid, før hunden igen var tilbage i det vante reaktionsmønster. Her hjalp jeg også hunden tilbage ved at klikke i samme øjeblik, næsen rørte ved hårtotten.

Grunden til ponyhårtotten var, som jeg skrev, artiklen om ID-sporing, hvor Tobias skriver om prægning på de individer, hunden skal arbejde med fremadrettet. Jeg skal forhåbentligt ikke på eftersøgning efter shetlandsponyer, så her er en fært som hunden skal ignorere.

I morgen går det løs igen med bukkejagten, men jeg har ingen forventninger til, at hunden starter på det indlærte.

Sidste nyt fra klikkerfronten

 

På grund af en hel masse andre aktiviteter, både i foreningens regi og andet, er der gået et godt stykke tid, siden jeg sidst har trænet med hunden. Det lykkedes så her i weekenden at komme lidt i skoven. Jeg lagde et pænt langt spor med en del markeringer i form af hår fra et “trafikoffer” lørdag eftermiddag, og gik sporet søndag formiddag i øsende regnvejr. For at være sikker på at hunden havde klikket i frisk erindring, klikkede jeg et par gange “ud i den blå luft”; og reaktionen kom omgående. Hunden røg rundt og kiggede på mig, -klar til at modtage belønning.

Perfekt, så jeg gik i gang med at udrede sporet. Og så kom overraskelsen: Ved første markering stoppede hunden op – jeg klikkede -hunden satte sig, og hun fik sin godbid. Så gik hun lidt rundt i nærheden af markeringen, – vendte tilbage til markeringen og lagde sig ned ! Hvad kan man gøre andet end at klikke og belønne. Så gik hun lidt rundt igen – og lagde sig ned ved markeringen. Det hele gentog sig ved næste markering. Tre gange ned på maven inden vi kunne komme videre. Jeg tog det hele fra den sjove side, for uanset hvad, så har hunden da forstået at man markerer ved at lægge sig ned, og det kommer der noget godt ud af.

 

 

Desværre var jeg ikke hurtig nok med mobilen, da jeg ville ta’ et billede. Skarpheden er heller ikke det bedste man kan opleve, men hva’ ! Oplevelsen fejler ikke noget.