Rudelspor

I mange egne af landet starter jagten på de store hjortearter d. 1. september. Alt andet lige vil det også betyde, at der kommer eftersøgninger på disse dyr. Da de store hjortearter har det med at følges i flok, kunne et af emnerne her på bloggen være ”træning på rudelspor”.

I 2012 lavede vi nogle rudelspor i forbindelse med foreningens seminar i Nymindegab. Vi efterlignede tænkte situationer, hvor et dyr i en flok var blevet beskudt og derefter flygtet med flokken, for på et tidspunkt at skille sig ud fra rudlen og fortsætte alene. Emnet var ikke rudler eller de store hjortearter, men derimod ”fastholdelse af individfært”. Da vi lagde sporene, var vi lige så mange sporlæggere, som vi synes, der skulle være dyr i flokken, og dermed også klove fra lige så mange forskellige individer. Et af sporene havde fået tilført schweiss, og simulerede derved et skadet dyr, som hunden efterfølgende skulle følge.

Men hvordan lægger man rudelspor, når man nu er alene om det ?

En kendt måde er, at man finder et sted i terrænet, hvor for eksempel to veje støder sammen eller krydser hinanden. Så starter man på den ene vej, og skærer hjørnet af over til den anden vej lige så mange gange, man ønsker at simulere dyr i flokken, for så til sidst at påføre blod til klovene,- gå oven i de allerede langte spor, og derefter skille sig ud og fortsætte med sit spor, mere eller mindre som man plejer. Det ideelle er naturligvis at man lægger de spor, der simulerer friske dyr, med lige så mange forskellige sæt klove, som man ønsker, der skal være dyr i flokken. Det er nok de færreste, der har adgang til så mange sæt, eller have et så stort forråd i dybfryseren, så hvad gør man så ? Her i ferien prøvede jeg en anden teknik: Jeg skar et hjørne af 6 gange = 6 friske dyr i flokken, med det samme sæt klove. Jeg tog færtskoene på, på samme side af vejen som sporene lå på, og tog dem af igen hver gang jeg nåede over til den krydsende vej. Sporene lå hulter til bulter og på kryds og tværs af hinanden for at simulere uro i flokken og panik for at komme væk. Herefter startede jeg på modsatte side af vejen (i forhold til sporene) med et spor, hvor det, der sad i færtskoene ikke var klove, men benpiberne fra et andet sæt klove, (benpiber der havde fået kloven savet af) således at det var snitfladerne, der vendte nedad og gav færten i jorden istedet for klove, som normalt. Denne teknik anvender vi også ved sporlægning på Eliteschweissprøven, hvor den ene klov er vendt om i færtskoen, så snitfladen vender nedad. Det ”skadede” dyrs spor gik herefter imellem de allerede lagte spor, for på et tidspunkt at skille sig ud fra flokken og væk fra området. For god ordens skyld skal det nævnes, at jeg lavede to gange rudelspor.

Næste dag prøvede jeg at lade mine hunde løse opgaven. Jeg er i øjeblikket i den situation, at jeg har to aktive hunde. En gammel og erfaren hund, og en ung hund, som lige er startet i registeret. Jeg lod den unge hund starte på første rudel, ved at lade den gå forrest i den lange line, og søge hen ad vejen uden min indblanding, og så bare se, hvordan den reagerede ved mødet med sporene. Hun ramte det ”skadede dyr” midt på vejen, gik bagspor hen til stedet hvor jeg havde taget færtskoene på, undersøgte stedet og vendte herefter om og fulgte sporet uden at lade sig distrahere af de andre spor fra ”de sunde dyr”. Dette mønster gentog sig ved udredning af nummer to opgave.

Den erfarne hund greb opgaven en smule anderledes an. Hun undersøgte først det spor hun stødte ind i som det første spor, fik herefter fat i det skadede dyrs spor, fulgte det over ca. 10 meter, hvorefter et spor af et sundt dyr blev check’et, for så igen at vende tilbage til det skadede dyrs spor , igen check’e et sundt dyrs spor, og igen tilbage til det skadede dyrs spor for at følge det ud af rudlen, og frem til skindet.

To forskellige måder at løse opgaven på: Den unge hund havde ingen interesse i at få styr på, hvad der var foregået i området, -at læse avisen, om jeg så må sige; hun var kun optaget af den skadede fært og i at følge den, hvorimod den erfarne var interesseret i at få et overblik over situationen, og først herefter bide sig fast i det skadede dyrs spor, for at følge det. Begge hunde var kommet ind i området på samme måde, og ved andet forsøg, ramte begge hunde ”ikke skadet dyr” som det første spor.

Og  så var det, jeg fik en ny ide.

Som før har jeg været på stranden for at lægge spor, fordi det er så nemt at se aftrykkene i sandet, og dermed også at se, hvor hunden sætter sin næse. Denne gang gik ideen ud på at lave et rudelspor, udformet som en cirkel med ca. 25-30 meter i diameter, ved at gå rundt i cirklen 8-10 gange, så der ligger et langt spor hulter til bulter oven  i hinanden trampet med de samme klove. Herefter skiftede jeg til benstumperne, og startede midt i virvaret af de trampede spor ved at følge med rundt på den halve cirkel, og herefter forlade cirklen og fortætte væk som et almindeligt spor.  Den første gang startede jeg med at lægge klovsporene og derefter, oveni, sporet fra det skadede dyr. Anden gang startede jeg med at lægge sporet med benstumperne rundt i en cirkel og så fortsætte ud af cirklen og væk fra området. Herefter skiftede jeg til klovene, og gik igen 8-10 gange rundt på cirklen og lagde spor fra friske (friskt) dyr oven i det skadede.

Forskellen på de to spor var, at første gang var det et skadet spor oven i frikse spor; anden gang var det friske spor oven i det skadede.

Næste morgen blev hunden sendt frem mod første cirkel, som den ramte næsten vinkelret i forhold til sporene. Uden tøven gik hun med sporene rundt og forlod cirklen der, hvor jeg var gået fra med benstumperne. Hunden havde åbenbart fornemmet, at der var forskellige spor, og at det ene skilte sig ud fra de øvrige.

I andet forsøg blev hunden igen sendt frem mod cirklen, som hun ramte en smule skråt og spidst i forhold til omløbsretningen. I dette tilfælde kunne man erkende, at hunden checkede forskellige aftryk mens den langsomt bevægede sig frem i omløbsretningen. Igen forlod hunden cirklen på det sted, hvor jeg var gået fra med benstumperne. Altså igen ingen tvivl hos hunden, at der var tale om to forskellige typer spor, hvoraf det ene simulerede et skadet dyr.

Fælles for alle fire forsøg var, at der ikke blev anvendt blod overhovedet. Eneste forskel var ét sæt tørre klove op mod ét sæt benpiber, hvor det var brudfladen, der afgav fært til underlaget.

Måske lidt svært at se, men aftrykket er fra benstumpen.