NYHEDER
Årets sommerarrangement 2019
Årets sommerarrangement 2019 blev afviklet i Klosterheden Plantage. Temaet for weekenden var ”praktisk eftersøgning”, og mere end 50 deltagere var involveret i trafik- og jagteftersøgninger.
Trafikeftersøgningerne havde bl.a. fokus på opstart langs vejen, mangelfulde markeringer fra bilister og markering af påkørselsstedet, efterfulgt af remarbejde. Der var i alt lagt 28 spor til formålet; alle med forskellige sværhedsgrader. Vildtarter var hovedsagelig råvildt, men også grævling og mårhund blev anvendt.
Jagteftersøgningerne var delt i 4 kategorier med klove, schweiss og brudstykker fra samme dyr. Grupperne var inddelt efter vildtarter, og der var eftersøgninger på kronvildt, dåvildt, sika og råvildt. Jagteftersøgningerne havde bl.a. fokus på anskudsstedet, hundeførerens evne til at markere sporet undervejs, remarbejde og afledning. Her var ligeledes lagt 28 spor til formålet.
Søndag var der gruppespor i skoven, og afslutningsvis leverede Henrik S. Kristensen fra Thy en fantastisk fortælling om at arbejde med praktiske eftersøgninger.
Stor tak til Naturstyrelsen Klosterheden for lån af terrænet og tak til vores sponsor Hike.
Vi glæder os til at se jer igen den 29. og 30. august 2020!!
På foreningens vegne
Kenneth Jensen
